Følgende er fra indledningen til bogen 'Integrativ Gestalt Praksis' af MIkael Sonne og Jan Tønnesvang, Hans Reitzels forlag 2013:

Baggrund for bogen

I forordet til bogen Gestalttherapy Integrated skrev Erving og Miriam Polster (1973), at psykoterapi er for godt til kun at være for de syge. Dette gælder især de psykoterapier, som arbejder med eksistentielle grundproblemer og livsudfordringer, og som undlader at reducere mennesker til et sæt af symptomer og psykoterapi til manualmetodik. Sådanne psykoterapier findes der stadig nogle stykker af, og de er fælles om at være udfordret af tidens krav om kvik-fix og tendens til evidens-miks, når de arbejder med at bistå mennesker i udviklingen af deres livspraksis, at få dem på ret køl, at hjælpe dem i deres sorg eller at behandle deres psykiske lidelser. Disse psykoterapier har det skidt med at skulle arbejde ud fra for snævre, bureaukratiske kriterier for, hvad der er det gode liv, hvad der er værd at arbejde med, og hvad der markedsmæssigt går for at være de rigtige metoder. De vil gerne fixe, og de vil gerne mikse, men de har det med at ville lade sagen, som de arbejder med – det eller de enkelte menneske(r) – være udgangs- punkt og etisk reference for det, der skal gøres, og for, hvordan det skal ske. De definerer ikke sig selv ud fra en bestemt metode, men ud fra et sæt af almene psykologiske og antropologiske grundprincipper, der gør dem egnet til at forstå og arbejde med personlig udvikling og dannelse mere generelt, i forskellige kontekster og med brug af forskellige metodiske strategier afhængigt af, hvad sagen kalder på.

Gestaltterapi er en sådan tilgang. Dens særkende er netop de almene psykologiske og antropologiske principper, som den anvender til at forstå helheden af menneskelige livsprocesser, og hvordan disse foldes ud i sociale, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge. Der er tale om en feltteoretisk grundforståelse, hvor både den menneskelige organisme i sin helhed og alt det i de sociale, kulturelle og samfundsmæssige omgivelser, som denne er en del af, tages i betragtning. Og der er tale om en udviklingsforståelse, der anerkender, at den menneskelige organisme fortløbende gennem livet bringes i situationer, der rummer mulighed for på den ene side vækst og udvikling, på den anden side stagnation, psykisk ubalance og sygdom. Det, der særligt optager gestaltpraktikeren, er, hvordan den menneskelige organisme i sine livsudfoldelser (på godt og ondt) er indflettet i sine omgivelser og skaber mening, sammenhæng og retning i disse ved gestaltdannelse. I den forstand kan man sige, at gestalttilgangen er funderet i en organismisk-dialektisk grundforståelse, hvilket gør den kompatibel med bl.a. nyere neurofysiologiske (Damasio, 1999) og selvdetermineringsteoretiske (Deci & Ryan, 2000) forskningstilgange.

Vi vil med denne bog vise, hvordan gestalttilgangens feltteori, organismebegreb og forståelse af gestaltdannelse kan danne grundlag for psykologisk vidensudvikling, forståelse og intervention på flere niveauer og i for- skellige kontekster. Som det fremgår af bogens titel, kalder vi vores tilgang for Integrativ Gestalt Praksis (IGP).

IGP handler om at anvende gestalttilgangens teoretiske grundprincipper (vedrørende feltforståelse, organismebegreb og gestaltdannelse) i en bestræbelse på at arbejde ikke-reduktionistisk med de helheder (individer, grupper, organisationer m.m.), man beskæftiger sig med. Dette kan finde sted i såvel en praktisk som i en teoretisk henseende. I praktisk IGP-arbejde finder det sted ved, at man arbejder med en bredspektret, men samtidig systematisk opmærksomhed på helheden omkring organismens gestalt- dannelsesproces i praktiske sammenhænge – eksempelvis i terapi, supervision og organisationsudvikling. I teoretisk IGP-arbejde finder det sted, når man søger at inddrage og integrere viden fra andre praktiske, teoretiske og empiriske tilgange i den integrative gestaltramme. Bogen vil beskæftige sig med både den praktiske og den teoretiske side af Integrativ Gestalt Praksis.

Vi har gennem en årrække undersøgt hvilke dele af gestalttilgangens teori og metode der har brug for at blive reformuleret eller revideret, hvis den skal kunne manifestere sig på det fremtidige psykologiske marked med det gennemslag, som den fortjener. På den ene side er det interessant at se, hvordan flere nyskabelser som eksempelvis ACT (Acceptance and Commitment Therapy), Coherence Therapy og Mindfulness-tilgange med stor succes gør brug af forståelsesprincipper og elementer, der allerede findes i gestalttilgangen. Samtidig giver det stof til eftertanke, at gestalttilgangen i sig selv nærmest glimrer ved sit fravær i de behandlingsorienterede og fagpsykologiske miljøer.

Der er sikkert flere grunde til, at det forholder sig sådan. En af disse kan fx være, at Perls havde en særlig rebelsk stil i både sine formuleringer og i sin måde at udføre gestaltterapi på, som nok passede fint ind i hans egen samtids ungdomsoprør og frigørelsesbevægelser, men som eftertiden har lagt afstand til som værende for entydigt anti-systemagtig, anti-intellektuel og anti-tilpassende. En anden grund kan være, at gestaltterapiens klassiker Gestalt Therapy – Excitement and growth in the human personality (Perls, Hefferline & Goodman, 1973/1951) nok er en anelse svært tilgængelig, og at dele af den nyere gestaltlitteratur har anvendt en del indforstået fagsproglig jargon. Dette kan have medvirket til, at nytilkomne gestaltterapeuter har minimeret deres gestaltlæsning, og at udenforstående har lagt det fra sig, inden de har forstået den dybde og spændvidde, som tilgangen rummer. Der har tilsvarende heller ikke været mange inden for gestalt, der har haft tilknytning til universitetsmiljøer, og der er derfor heller ikke blevet forsket i effekterne af gestaltterapi med nær samme styrke som inden for eksem- pelvis de mere kognitive og adfærdsterapeutiske tilgange. Til gengæld har der været ikke så få, der har misforstået, hvad gestalttilgangen handler om.

Det er alment kendt, at Perls var en mester i at udvikle teknikker til iværksættelse af terapeutiske processer og til at præsentere disse teknik- ker i workshops og på videoperformances på ganske overbevisende måder. Nogle (bl.a. Kellogg, 2007) har fundet kvalificeret inspiration i netop dette med henblik på at integrere gestaltmetodik med kognitiv skematerapi. An- dre er imidlertid på samme grundlag fejlagtigt kommet til at tro, at ge- stalttilgangens essens kun har været sådanne teknikker, og at det at lave gestaltterapi svarer til at mestre dette teknikarbejde, fx „to stole-arbejde“.

Endvidere er flere af Perls’ berømte talemåder blevet taget lidt for bogsta- veligt. Eksempelvis er hans (vel nok) mest kendte udsagn „loose your mind and come to your senses“ – der handler om, at man skal kunne defusionere fra sine tanker for at komme til fornuft – blevet opfattet som et udtryk for, at gestalttilgangen er en katarsisterapi, hvor det alene handler om at komme i kontakt med sine følelser og give udtryk for dem. Og på samme måde er den såkaldte „gestaltbøn“ om, at „jeg gør mine ting, og du gør dine – hvis vi mødes, er det fint, hvis ikke, er der ikke noget at gøre ved det“ (Perls, 1972/1969), som pointerer, at det eksistentielle møde mellem mennesker ikke kan påtvinges, blevet brugt til at understøtte uhæmmet og grænse- overskridende adfærd uden hensyntagen til andre.

Der findes et navn for den side af gestalttilgangen, som mange på denne måde har stiftet bekendtskab med, og som de kom til at tro var dens essens. Den hedder Perls-isme (Clarkson & Mackewn, 1993). Perls-isme bærer på en masse fagsproglig jargon og har ikke været god for gestalttilgangens om- dømme. Den har næret den holdning, at gestaltarbejde alene er lig med et sæt af teknikker, og primært er en oplevelses- og kartarsisterapi af stærkt konfronterende karakter.

Perls-ismen har i nogen grad skygget for det, som var Perls’ egentlige genialitet. Perls havde (i samarbejde med sin kone Laura Perls) en fremra- gende evne til at samle på væsentlige grundlæggende principper og kerne- indsigter fra forskellige filosofiske, psykologiske, neurologiske og spirituelle positioner og kreativt integrere dem i en sammenhængende tilgang. Han havde også en fremragende evne til at arbejde kreativt eksperimenterende med at sætte menneskers fænomenologi i spil på nye måder, som gør det muligt at arbejde her og nu med de organiseringsmønstre, der gør det svært for dem at leve deres liv på en fuldtonet og tilfredsstillende måde. Resul- tatet af dette fortjener at blive taget alvorligt, og det er bl.a. det, vi vil gøre med denne bog.

Vi er i forhold til dette opmærksomme på de indvendinger, der har været imod gestalttilgangen om, at den har en svag teoretisk struktur og i særde- leshed mangler en mere præcis teori om udvikling. Sådanne indvendinger har ret i, at gestalttilgangen som teori er minimalistisk i sin grundstruktur, idet man har afholdt sig fra at lave avancerede strukturelle modeller af det psykiske og dets udvikling. Det centrale i tilgangens teoriforståelse er, at den bygger på nogle fundamentale principper for den menneskelige orga- nismes måde at relatere sig til sine omgivelser på. Dermed skabes der en begrebsramme til at undersøge og forstå den menneskelige fænomenologi, som den folder sig ud i de her og nu-situationer, hvor man møder den. En kvalitet ved dette grundlag er, at det konsekvent lægger op til, at man er procesorienteret i sin tilgang til de menneskelige livsprocesser, som man arbejder med. Der er tale om en nærmest indholdstom begrebsramme, der åbner sig for at rumme og integrere indsigter og vidensfremskridt fra andre teoretiske og praktiske tilgange. Det er rigtigt, som det er blevet indvendt, at en ulempe ved denne åbenhed er, at det i (måske for) høj grad kan være individuelt og dermed ret forskelligt, hvad forskellige gestaltterapeuter kan finde på at putte i denne ramme, og dermed hvordan de laver praktisk ge- staltarbejde. Men modtrækket til dette skal efter vores opfattelse ikke bestå i at fremstille fikserede modeller og manualer, der låser muligheden for at forstå og arbejde med kompleksiteten i menneskelige livsprocesser. Mod- trækket skal derimod bestå i at blive endnu mere tydelig omkring, hvad det er for grundlæggende principper, der gør sig gældende i disse livsprocesser, og hvordan de så anvendes i det konkrete gestaltarbejde. Det er vores intention med denne bog at vise, hvad en ny integrativ gestalttilgang implicerer i både teori og praksis. Når vi som nævnt kalder tilgangen for Integrativ Gestalt Praksis (IGP), er det for at understrege tilgangens integrative ambition om at være en ramme, der kan integrere andre teoretiske tilgange – en tilgang, der i sig selv – i kraft af sin feltorientering – integrerer kropslig, kognitiv, psykodynamisk, motivationel og systemisk forståelse og intervention. Vi har i den henseende fundet væsentlig inspiration i Ken Wilbers (1995, 2000, 2006) integral-holistiske tænkning, som vi i bogen vil integrere med de gestaltteoretiske grundbegreber om feltet, organismen og gestaltdannelsesprocessen.

Når vi videre kalder tilgangen Integrativ Gestalt Praksis, er det for at signalere, at tilgangen rækker ud over den afgrænsede terapeutiske setting. Der er altså ikke blot tale om en terapeutisk tilgang, men om en tilgang til at arbejde med menneskelige livsprocesser i (for så vidt) enhver sammenhæng. Derfor vil vi også gennem bogen anvende termerne IGP-praktiker og IGP-person frem for terapeut og klient, når vi henviser til det praktiske IGP-arbejde i forskellige sammenhænge. Når vi nogle steder har fundet det mest passende at bruge termerne terapeut og klient, vil det være undtagel- ser i forhold til kernebudskabet i IGP, nemlig at IGP er en almen måde at gå til menneskearbejde på inden for enhver genre, hvor man arbejder med mennesker – i behandling, uddannelse, supervision, vejledning osv.

Læsevejledning

Bogen er opbygget på den måde, at vi først fremlægger grundlagsforståelsen og de mest centrale grundbegreber i Integrativ Gestalt Praksis. Dette gøres dels i kapitel 1-3, der i nævnte rækkefølge fremlægger og diskuterer IGP-tilgangens forståelse af feltet, organismebegrebet og gestaltdannelsesprocessen, dels i kapitel 4, der viser, hvordan awareness, kontakt og eksperimentet er centrale grundkomponenter på vejen fra den teoretiske grund- forståelse til det praktiske IGP-arbejde. Dernæst vil kapitel 5 give nogle bud på, hvordan IGP-tilgangen kan anvendes på forskellige praktiske livs- og arbejdsforhold. I bogens kapitel 6 diskuterer vi IGP-tilgangens bredere perspektiver og anvendelighed som grundlag for at integrere forskellige faglige tilgange til at arbejde med mennesker og systemer, samt hvordan IGP kan bidrage med helhedstænkende vinkler og perspektiver på sundhed, sygdom og politik. Sidst i bogen har vi placeret nogle supplerende forslag til nogle af de træningsøvelser, som vi arbejder med i vores IGP-uddannelse, herunder fx IGP-awarenesstræning (som er en avanceret form for mindfulness-lignende awarenessøvelse).

Undervejs i bogen vil der være indsat tre forskellige typer af bokse: henholdsvis tænkebokse, definitionsbokse og øvebokse. Tænkebokse er, ligesom fodnoterne i bogen, uddybende eller rummer refleksioner i forhold til den aktuelle hovedtekst. Definitionsbokse præciserer definitionen af de begreber, der introduceres i de enkelte kapitler. Øvebokse anviser praktiske øvelser i relation til den aktuelle hovedtekst med henblik på at skærpe oplevelsesmæssig og integreret læring.

Optakt: kompleksitet og perspektivtagning

Det er en grundlæggende antagelse i Integrativ Gestalt Praksis (IGP), at menneskers oplevelser af det, man kalder virkelighed, indbefatter konstruktion. Selvom vi som mennesker er i stand til at se sider af vores omgivelser, som de er (fx at en måge flyver), er den oplevelse, vi har af det, vi ser, forbundet med en masse „mind-stuff “, som er med til at skabe den mening, vi oplever, når vi ser det, vi ser. Når vi ser noget bestemt i vores omgivelser (fx at en måge flyver), ser vi det som en figur i en meget større mængde af information og sansedata, der også påvirker vores sind og bevidsthed. Hovedparten af de sansemæssige påvirkninger, som vi udsættes for sammen med det, vi ser, påvirker os også på et mere subtilt niveau, selvom vi ikke ved, at det sker.

Vores tilbøjelighed til at percipere i meningsfulde helheder (gestalter) betyder i sig selv, at vi fragmenterer virkeligheden. I vores måde at give mening til (gestalte) virkeligheden, opdeler vi det sammenhængende felt i adskilte enheder eller dualiteter som fx organisme/omverden, psyke/soma, figur/grund. På den måde bliver dualisme en del af vores almindelige tænkemåde.

I bestræbelserne på at fastholde kompleksitetens betydning og dobbeltheders komplementaritet i feltet, men samtidig undgå at blive fanget i en dualismetænkning, arbejder vi inden for IGP med en systematiseret feltmodel, som betragter enhver gestalt eller helhed ud fra fire grundperspektiver, nemlig entals- og flertalsperspektiv samt indre og ydre perspektiv. Når vi beskæftiger os med menneskelige livsprocesser, har vi således en ligestillet opmærksomhed på individets indre fænomenologiske perspektiv (tanker og følelser) og på det, der kan observeres udefra med hensyn til individets adfærd og fysiologi. Tilsvarende har vi en ligestillet opmærksomhed på indre og ydre sider af individets omgivelser, der består af dels interaktion mellem mennesker, systemstrukturer og systemfunktioner (i det ydre perspektiv), dels af fælles meningsskabelse og kultur (i det indre perspektiv).

Den teoretiske og praktiske anvendelse af denne feltorienterede perspektiv- model, der bygger på Ken Wilbers tænkning, vil blive udfoldet nærmere. Den er central for IGP-tilgangen og vil være gennemgående i bogen.